En opdagelse af Hans Christian Ørsted ændrede for altid den måde, forskere tænker på elektricitet og magnetisme. Mens han forberedte sig på at udføre et eksperiment under en forelæsning på Københavns Universitet, fandt han ud af, at den magnetiserede nål på et kompas blev afbøjet, hver gang den elektriske strøm gennem en voltaisk bunke (en tidlig form for batteriet) blev startet eller stoppet. Denne overraskende hændelse var et solidt bevis på, at elektricitet og magnetisme er beslægtede fænomener. Annonceringen af Ørsteds opdagelse ansporede i begyndelsen af 1820’erne til et voldsomt udbrud af forskning inden for elektromagnetikkens begyndende felt. Selvom det er et spørgsmål om en vis debat, gjorde en anden videnskabsmand, italieneren Gian Domenico Romagnosi, efter sigende den samme opdagelse som Ørsted, men mere end halvandet årti tidligere. Romagnosis fund blev beskrevet i en italiensk avis i 1802, men blev aldrig anerkendt af de fleste af hans samtidige.
Ørsted var indfødt i Danmark, hvor han blev født den 14. august 1777 i Rudkørsted bing, en by beliggende på øen Langeland. Ørsteds far arbejdede som apoteker, og efter at have hjulpet til i familievirksomheden i sin ungdom, ville den yngre Ørsted til sidst beslutte sig for at gå i sin fars fodspor. Både han og hans bror, Anders Sandørsted Ørsted, blev ledet i deres tidlige studier i hjemmet af deres far og private undervisere. Den uddannelse gjorde det muligt for brødrene at komme ind på Københavns Universitet i 1793. Mens Anders læste jura, koncentrerede Hans indsatsen inden for farmaci. Hans Ørsted viste sig at være en exceptionel studerende, der skrev prisvindende opgaver og bestod farmaceuteksamenen med udmærkelse. I 1799 fik han en doktorgrad. Hans syn på videnskab og liv på dette tidspunkt var stærkt påvirket af Immanuel Kant, og Ørsteds afhandling var en undersøgelse af hans filosofier.
Efter endt uddannelse fungerede Ørsted som lektor og farmaceut i kort tid før bevilling og stipendiepenge gjorde ham i stand til at begive sig ud på den første af flere udenlandsrejser, som han ville tage i løbet af sit liv. Mens Ørsted besøgte Tyskland, stiftede Ørsted bekendtskab med Johann Wilhelm Ritter, hvis syn på elektricitet og magnetisme angiveligt vækkede muligheden i Ørsteds sind, at der var en form for forbindelse mellem de to (forestillingen om en samlende kraft, der ligger til grund for hele naturen, var udbredt blandt tilhængere af den tyske romantiske bevægelse). På det tidspunkt, uden eksperimentelt bevis, var en sådan forbindelse ren spekulation. Ørsted var især mindre påvirket af de franske videnskabsmænd, han mødte, hvis tilgang til naturvidenskab var mere matematisk.
I 1806 fik Ørsted et professorat ved Københavns Universitet. I et par år forinden havde han holdt foredrag uden en akademisk post for publikum, der betalte et gebyr for at høre ham tale. Den stigende popularitet af hans forelæsninger gik ikke ubemærket hen af universitetet, hvilket resulterede i det officielle tilbud om en fakultetsstilling. Ørsted blev det første fakultetsmedlem på universitetet, der underviste i fysisk videnskab. Ved siden af sine undervisningsopgaver forskede Ørsted primært i akustik og elektricitet.
Ørsted forlod København i omkring to år i 1812 for at rejse gennem Europa igen. Ligesom den tidligere rejse gjorde denne rejse det muligt for ham at udveksle ideer med andre bemærkelsesværdige videnskabsmænd, hvilket hjalp med at udvide hans syn på verden. Da Ørsted vendte tilbage til Danmark, giftede han sig med Inger Birgitte Ballum. Parret forblev sammen resten af hans liv og fik otte børn.
1820 var et særligt vigtigt år for Ørsteds karriere. I april gjorde han opdagelsen af forbindelsen mellem elektriske og magnetiske fænomener, som han især er kendt for. Han skrev en kort afhandling om opdagelsen, men meget af det vigtige efterfølgende arbejde i forbindelse med hans fund blev udført af andre, såsom François Arago og André-Marie Ampère, hvoraf sidstnævnte ydede sit største bidrag til videnskaben ved strengt at anvende matematikken til studiet af elektromagnetisme. 1820 var også året, hvor Ørsted blev den første person til at isolere piperin (en bestanddel af peber), og dermed satte sit præg i såvel kemi som fysik. Få år senere, i 1825, oplevede Ørsted igen en bemærkelsesværdig succes inden for kemien, da han fremstillede en uren form for metallisk aluminium.
Som en mand med brede interesser nød Ørsted at filosofere og skrive, bl.a. samt at undervise og eksperimentere. Han komponerede både poesi og prosa. Ørsted var ved at samle sine filosofiske overvejelser i en bog, Sjælen i naturen, da han døde den 9. marts 1851. I sin levetid opmuntrede han også andres litterære indsats, især den danske forfatter HC Andersen, og var en stærk fortaler for popularisering af videnskabelig viden. Han var grundlæggeren af en organisation, der udtrykkeligt var dedikeret til sidstnævnte formål. Dette Naturvidenskabelige Selskab har siden begyndelsen af 1900-tallet uddelt en pris til hans ære (Ørstedmedaljen) for bemærkelsesværdige danske bidrag til fysik, kemi eller videnskabens popularisering generelt.
Enheden af magnetfeltstyrken i CGS-systemet (centimeter-gram-sekund) af fysiske enheder blev også navngivet til ære for Ørsted i 1930’erne. En oersted svarer til feltstyrken en centimeter fra en enhedsmagnetisk pol under vakuumforhold.